DSU Aarhus

 

DSU Aarhus er en forening af over 200 unge socialdemokrater, der alle brænder for at blive klogere på samfundet, udvikle og debattere politik samt møde en masse andre politisk interesserede unge.

 

DSU Aarhus har en historie, der strækker sig langt tilbage til før 2. verdenskrig. Helt præcist blev DSU Aarhus stiftet i år 1920. Afdelingen er gennem tiden blevet større og større, og har derigennem fået mere og mere politisk indflydelse. Desuden kan DSU Aarhus bryste sig af, at flere kendte socialdemokrater har haft deres gang nede i det røde hus. Det være sig byens nuværende borgmester Jacob Bundsgaard, Socialdemokratiets politiske ordføre og tidligere forsvarsminister Nikolaj Wammen, folketingsmedlem Jens Joel, tidligere formand for Socialdemokraterne og minister Svend Auken, Magnus Heunicke, Dan Jørgensen og mange flere.

 

DSU Aarhus holder til nede i Amaliegade 27 inde midt i Aarhus C, og afholder som minimum møder hver tirsdag. Her inviteres oplægsholdere ud til at fortælle om specifikke politiske områder, som netop de har stor viden indenfor. Det kan være alt fra politiske ordfører, tillidsmænd, direktører og erhvervsfaglige. Vi forsøger så vidt muligt at opbygge et differentieret program, så der er noget for enhver smag. Det er desuden også på tirsdagsmøderne vi laver forskellige kampagner, samt udvikler politiske mærkesager. Hvert tirsdagsmøde starter kl. 19 og slutter kl 21, hvorefter der er mulighed for at fortsætte debatten nede i baren med en øl eller sodavand.

 

Hvordan får DSU Aarhus politisk indflydelse?

For DSU Aarhus er det vigtigt også at få politisk indflydelse. Der er derfor altid en repræsentant fra afdelingen tilstede under den socialdemokratiske byrådsgruppes gruppemøder i Aarhus Byråd. Dette er et af de helt centrale steder, hvor DSU Aarhus har mulighed for at kunne påvirke lokalpolitikerne direkte.

DSU Aarhus fik igen i år valgt Jens Joel ind i folketinget. Det betyder, at vi har direkte kontakt til et folketingsmedlem. For DSU Aarhus er det helt centralt at kunne få forklaret konkrete politiske beslutninger direkte fra de personer, der træffer beslutningerne og indgår aftalerne. Derfor er Jens Joel da også som minimum nede i DSU Aarhus en gang hvert halve år, for at fortælle om hvad der sker inde på "Borgen".

 

 

Amaliegade 27

8000 Aarhus C

 

dsu@dsuaarhus.dk

+45 26 29 24 35